Stien

Den tunge regn der siver ned med en øredøvende lyd bliver slet ikke ænset. Man går midt på den brede sti. Ser træerne og de smukke blomster omkring sig, men pludselig har de ingen farve og ingen mening. Pludselig kunne de ligeså godt være langt væk fra alt. Pludselig er man ikke hjemme ved den svage fuglesang, der lige kan anes i larmen fra regnen, ved de smukke blodrøde æbler på træerne. Her ved stien, der kun fører til enden. Man kigger hverken helt ned eller helt op og bemærker ikke at regnen falder ned i øjnene og nærmest drukner éns ansigt. Man ænser intet. Man er ligeglad og magtesløs.