Dødsspillet af Suzanne Collins

Titel: Døsspillet
Forfatter: Suzanne Collins
Forlag: Gyldendal
Genre: Science Fiction, Spænding, Ungdom
Hjerter: ❤❤❤❤❤

Den handler om den 16-årige Kattua, der lever med sin mor og søster i landet Panem. Hun gør alt, hvad der står i hendes magt for at holde dem mætte. Hun jæger blandt andet med sin ven Gale i skoven, hvor folk egentlig ikke må være.

Der er tolv distrikter i landet, der hver især skaffer forskellige ting til den rige by, Capitol. Det distrikt Kattua og hendes familie lever i er Distrikt 12. Det fattigste distrikt. De skaffer kuld til Capitol.

Fordi distrikterne for mange år siden prøvede med et oprør, straffede de nådesløse magthavere folket med et såkaldt Dødsspil, der skulle være en lærestreg til folket. Dødsspillet går ud på, at der hvert år bliver valgt en dreng og en pige fra hvert distrikt, der skal deltage i Dødsspillet. I Dødsspillet findes ingen regler bortset fra én: Dræb eller bliv dræbt. For kun en slipper levende fra dette spil.

I nogle af distrikterne er det en ære at deltage, og børnene bliver trænet op til det fra gåben.

Men ingen i distrikt tolv ønsker at deltage. Og Kattua ønsker især ikke, at hendes elskede lillesøster bliver trukket. Så hun melder sig frivilligt som deltager.

Det bliver en kamp mellem liv og død, en kamp Kattua godt kender til hjemmefra. Men intet bliver som før.

Ekstremt spændende bog. Læs den. Læs den. Læs den. Jeg kunne ikke slippe den. Jeg måtte bare læse den, selvom jeg var på kanotur. Mens vi sejlede, pakkede jeg den nogle gange op fra min plastikpose for at læse i den, indtil nogle skældte mig ud. Jeg sad med den til klokken 3 og læste, læste, læste, selvom jeg skulle op om 5 timer. Jeg læste, læste, læste. Mens mine venner sad og hyggede sig ved lejerbålet, sad jeg og var asocial og så dum ud med store øjne og en pandelampe. Da den var slut, havde jeg den der tomme følelse man kun har når man har læst noget rigtig godt. Noget rigtig, rigtig godt. For jeg var tom, selvom bind to bare skulle købes efter kanoturen. Åh Gud, jeg skulle vente tre dage! Hvordan skal jeg klare mig?

Den var god, god, god. Spændende, rørende, skræmmende, rystende...

Jeg elskede den. Nu sidder jeg bare og tænker: Bare det var mig, der havde skrevet den. Gid det var mig! For den er ge-ni-al. Den er lige mig. Det er lige min genre. Science Fiction, spænding, kærlighed, kampe for livet.

Åh, jeg tør ikke læse den sidste, så er det slut med Kattua.

Jeg holder så meget af alle karaktererne i bogen. Gale, Peeta, Kattua.

Læs den! Please!

Men den er ikke for sarte mennesker. Være over tolv i hvert fald, for den er barsk. Det er bare en bog, ja, men den er altså mere end det! Forstå at den er fantastisk, fantastisk, fantastisk!

Andre bøger i serien: 

Bind 2 - Løbeild

Bind 3 - Oprør