Gode bøger - Rigtig gode bøger

Nu vil jeg vise nogle af de bøger jeg holder mest af.
Da jeg læser virkelig mange bøger, er nogle af disse bøger ikke bare bøger, men... en samling mesterværker. De er hver især forskellige, og jeg kan lide dem af forskellige grunde. Men de betyder alle noget specielt for mig.
Nå, jeg vil nu vise femtepladsen først.

5.#

Jeg kan lide den af meget simple grunde. Den fangede mig. Jeg læste den for nylig, og den ligger derfor meget klart i min hukommelse. Jeg kunne lide karaktererne i bogen. Og vigtigt af alt: 

Fordi man ikke kan lade vær med at elske den. 

Det er deprimerende, for det er en af de der bøger man finder midt i fantasyafdelingen. For det meste med et lille mærke, hvor der står "Denne bog minder om Twilight" eller et eller andet. Det er sådan en bog man holder sig langt væk fra, hvis man leder efter kvalitetsbøger. Og når man læser bagsiden, lægger man den pænt tilbage igen, for så at  tage en ny frem og aldrig vende tilbage til den. 

For den er altså en sukkersød kærlighedsroman. 

Men jeg kan virkelig godt lide den. Jeg kan finde mange ting ved den, der minder om Twilight, men den er altså meget bedre. Den er underholdende og karaktererne er, som sagt, virkelig elskværdige. Englen er virkelig en fed type, som man ikke kan lade vær med at holde af. Og hovedpersonen, Nora, er også bare virkelig sød og sjov at læse om. Så den er kommet op blandt mine yndlingsbøger, men den største grund til at den er det, er fordi jeg læste den for meget kort tid siden. 

Nu er jeg havnet der, at jeg ikke aner, hvem jeg nu skal vælge fordi de bøger, der er tilbage er vidunderlige og hver især er gode på deres vidt forskellige måde. 

Så tror jeg bare, at de deler førstepladsen... 

1.# 

Det er ret lang tid siden jeg læste den her bog, men jeg har stadig ikke glemt, hvor stort et indtryk den gjorde på mig. Hvor meget jeg elskede den. Hvor meget jeg holdt af hver en side. Hvor gode karaktererne var. Hvor begejstret jeg var for den. Nu er det bare et år siden jeg læste den, og jeg kan ikke huske så meget af den. Men nu har jeg købt den, så jeg skal læse den så snart jeg får mulighed for det. 

Jeg husker, at jeg læste den på lidt over to dage. Jeg slap den først når jeg skulle spise og sove. 

Den var alt for kort. Jeg græd da den var slut. Jeg havde den der tomme følelse man kun har, når man har læst en virkelig god bog. Lang tid efter, vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle læse, for den kunne bare ikke hamle op med Nordstjernen. Det var en deprimerende periode. 

Og bind tre blev aldrig nær så god som denne. Der manglede en uhyrlig vigtig ting i bogen. 

Gudløs har forandret mig. Jeg er sikker på at det er Gudløs' skyld at jeg nu er så følelsesladet. Den splittede mit følelseskjold til atomer, og jeg har været en tudemarie siden. Den var fantastisk, fængende og ekstremt rørende. Jeg blev betaget af, hvor god den var, og den levede virkelig op til mine tårnhøje (og jeg mener det - tårnhøje) forventninger.

Selvom der ikke skete noget konstant var Jonahs tanker så rørende og hvis de ikke var rørende, gav de mig ekstremt meget at tænke på. Fik mig til at stille mig selv en masse dybe spørgsmål.

Det Døde Land-serien er dyb. Den er virkelig dyb. Og jeg gik selv også meget dybt ind i mig selv, da jeg læste den. Jeg var ikke til at få kontakt med i den tid jeg læste den.

Den var ikke til at slippe.

Mascaraen var tværet ud på mine kinder og til sidst opgav jeg at lægge flere lag på. Jeg lod tårerne strømme ud af mine kinder på mit værelse og faktisk også i mit klasseværelse, hvor selv min lærer spurgte om der var noget galt.

Det er sådan en bog man altid vil kunne læse igen.

Jeg, Coriander har længe været min yndlingsbog. I over et år, faktisk. Halvandet år. Jeg læste den igen for ikke så lang tid siden. For 3. gang. Den er stadig god. Jeg fik stadig tårer i øjnene af den. Og jeg smilede stadig stort, da den sluttede. Det er et lille eventyr som dem man hørte, da man var lille. Med prinser, onde stedmødre, onde dronninger, feer og magiske sko.

Men den er også så meget mere. Den er utrolig velskrevet og spændende. Handlingen er virkelig rørende. Og selvom personerne i bogen har tendens til at være lidt firkantede, gør det slet ikke noget. For personer i eventyr er jo også firkantede.

Jeg synes den er meget original og bare god. Så god, at jeg ikke har kunne gå forbi den på biblioteket. Så god, at jeg har genlæst den som den første bog jeg nogensinde har læst igen. Så god, at jeg måtte knuge den ind til mig, da den var færdig. Jeg glemmer ikke lige den bog med det samme.

Alle ved, at jeg elsker den bog, for jeg snakker tit om den. Folk skal læse den. Men jeg er bange for, at jeg er den eneste, som synes om den...

Og så er der Dødsspillet. Jeg kan slet ikke komme mig over den. Den var god - Den var rigtig god. Og jeg kunne ikke slippe den. Jeg var på kanotur, da jeg læste den, men jeg tog den med, skønt jeg vidste, at den ville blive maltrakteret. Det gjorde den. Den var rigtig medtaget, da jeg kom hjem. For jeg havde den med overalt. Vi sejlede i båden. Den blev fint pakket ind i en pose, hvor jeg havde pustet den op, så bogen kunne flyde, hvis vi kæntrede. I det øjeblik vi begyndte at holde pause, pakkede jeg straks den bog ud og begyndte at læse. Jeg sad foran lejerbålet og læste, mens alle snakkede hyggelige snakke om alt mellem himmel og jord.
Jeg var i en anden verden. Jeg var i Panem. Jeg dækkede Kattua og Peeta, hvorend de gik. Jeg var bag dem hele tiden. Gispede hvis der skete noget, græd, lo, rystede...
Jeg følte mig så uendelig tom bagefter. Pludselig var jeg ikke i Panem, men i Sverige. Blandt mennesker der ikke var i færd med at overleve, men bare snakkede hyggeligt og lavede bålmad.
Jeg elskede den bog. Jeg elsker den bog. Personerne er virkelig bare... genialt lavede. Jeg ønsker mig sådan et bedre ordforråd, så jeg kan sige nogle rigtig pæne ting om alle de bøger jeg læser, uden at bruge ordet fantastisk hele tiden.