Bells, Echo

Lige nu hører jeg Tree af Bells, Echo. Når jeg hører Tree, tænker jeg på den sommer, der snart er slut. Nu vil jeg gerne have sommeren er der lidt endnu. Men det regner og det er koldt. Vinteren er på vej, og sommeren kommer aldrig tilbage indenfor 2011.
Bells, Echo fylder mit rum med hygge. Rejser jeg nogensinde fra Danmark, vil jeg komme til at savne ordet hygge. I starten. Da jeg hørte Bells, Echo første gang, skulle jeg lige vende mig til musikken. Jeg kunne ikke fordybe mig ordentligt i den. Men en dag satte jeg mig ned og lyttede. Lyttede sådan rigtigt. Nu kan jeg godt høre, hvor god en sang den er. Hvor godt den passer til sommeren. Nu får den mig til at savne varmen og solen.
Jeg ser op på himlen. Der er overskyet, og jeg må tænde min lampe for at se ordentligt på mit værelse. Så sommeren er virkelig slut. Og den kommer aldrig tilbage. Indenfor det her år i hvert fald. Og der er det jeg er sentimental. Jeg hader slutninger, selvom der altid er en begyndelse på noget nyt. På efteråret. På gule blade. På halstørklæder. På blæst.
Og nu hvor jeg sidder her og er sentimental, lytter jeg til Bells, Echo. For hans stemme kan gå dybt ind. For hans musik kan gå dybt ind. Den gør mig glad på en rolig måde. Ikke på den hyperaktive måde, hvor man skal hoppe rundt og smile stort. Nej, jeg er bare glad indeni.