Lige her

200 kroner. 12 notesbøger. 258 bøger. 17 CD'er. 4 armbånd. 1 hårspænde. 2 par sko. 1 spejlreflekskamera. 1.000.000 tanker. 5 lamper. 2 parfumer. 3 spejl. 1 tankebog. 10 flotte sten. 2 roser. 100 sæbebobler. 1 iPod. 10 koncerter. 3 hatte. 1 kasket. 5 engle. 2 gajolpakker. 3 træer. 1 mannequin. 15 blogge. 1 billede. 1000 ord. 23 klassekammerater. 7 sytten. 9 stearinlys. 3 gulvtæpper. 207 sange. 10 puder. 2 masker. 1 papirsfugl. 4 signerede bøger. 1 brev. 4 plakater. 7 bogstaver. 2 skattekister. 1 kattekongekrone. 3 rodede skuffer. 1 mobil. 2 Berta'er.

1 næse.

2 øjne. 

1 mund. 

1 Theresa. 

Men endnu flere minder. 

Jeg vil...

Jeg vil købe tusindvis af sange på iTunes. Jeg vil kunne tegne alle mine rollespilsfigurer. Jeg vil kunne skrive den nye Harry Potter. Jeg vil købe alle de bøger jeg vil læse. Jeg vil fylde alle mine notesbøger og købe en masse nye fra Pip-studio. Jeg vil læse hundrede bøger på et år. Jeg vil fylde hele min væg ud med tegninger jeg har tegnet. Jeg vil aldrig glemme mine lykkelige minder. Jeg vil gå i tøj, der ikke er ved at blive slidt helt ned. Jeg vil spille rollespil igen. Jeg vil blive vildt god til badminton. Jeg vil blive rig. Jeg vil altid have noget at læse. Jeg vil se alle de folk jeg kan lide igen. Jeg vil have, at mine fiktive personer er levende. Jeg vil være bedre til at binde bøger ind. Jeg vil være mere poetisk. Jeg vil blive god til at spille klaver. Jeg vil have en million CD'er. Jeg vil gå i punkertøj igen. Jeg vil høre radio dagen lang. Jeg vil blive fri for lektier. Jeg vil have uendelig meget fritid. Jeg vil lære at læse på engelsk. Jeg vil skrive sære noveller. Jeg vil møde Jesus. Jeg vil høre musik til jeg dør. Jeg vil gå i regnen med en person jeg holder af. Jeg vil snakke uden at nogen skal fortælle, at jeg er et snakkehoved. Jeg vil se The Hunger Games. Jeg vil have endnu en bog i Det Døde Land. Jeg vil have at Tao overlevede. Jeg vil røre en sommerfugl. Jeg vil lære at flyve. Jeg vil løbe hurtigt som en vind. Jeg vil være mindre end jeg er. Jeg vil ud af den boks folk har det med at sætte mig i. Jeg vil spole tiden tilbage til de tider jeg savner. Jeg vil blive husket. Jeg vil rejse jorden rundt. Jeg vil have mig et job i en boghandler eller på et bibliotek. Jeg vil prøve at være oppe hele natten. 

... 

Der er så meget jeg vil. Men jeg kan ikke det hele.

Bells, Echo

Lige nu hører jeg Tree af Bells, Echo. Når jeg hører Tree, tænker jeg på den sommer, der snart er slut. Nu vil jeg gerne have sommeren er der lidt endnu. Men det regner og det er koldt. Vinteren er på vej, og sommeren kommer aldrig tilbage indenfor 2011.
Bells, Echo fylder mit rum med hygge. Rejser jeg nogensinde fra Danmark, vil jeg komme til at savne ordet hygge. I starten. Da jeg hørte Bells, Echo første gang, skulle jeg lige vende mig til musikken. Jeg kunne ikke fordybe mig ordentligt i den. Men en dag satte jeg mig ned og lyttede. Lyttede sådan rigtigt. Nu kan jeg godt høre, hvor god en sang den er. Hvor godt den passer til sommeren. Nu får den mig til at savne varmen og solen.
Jeg ser op på himlen. Der er overskyet, og jeg må tænde min lampe for at se ordentligt på mit værelse. Så sommeren er virkelig slut. Og den kommer aldrig tilbage. Indenfor det her år i hvert fald. Og der er det jeg er sentimental. Jeg hader slutninger, selvom der altid er en begyndelse på noget nyt. På efteråret. På gule blade. På halstørklæder. På blæst.
Og nu hvor jeg sidder her og er sentimental, lytter jeg til Bells, Echo. For hans stemme kan gå dybt ind. For hans musik kan gå dybt ind. Den gør mig glad på en rolig måde. Ikke på den hyperaktive måde, hvor man skal hoppe rundt og smile stort. Nej, jeg er bare glad indeni.

Kender I den der kildende følelse kaldet lykke?

I'm not calling you a liar. 

I don't speak german, but I can if you like. 

I'm a vampire. 

I will survive. 

I like my new bunnysuit. 

I hope that you see me.

I think of you when it's dark. 

Dødsspillet af Suzanne Collins

Titel: Døsspillet
Forfatter: Suzanne Collins
Forlag: Gyldendal
Genre: Science Fiction, Spænding, Ungdom
Hjerter: ❤❤❤❤❤

Den handler om den 16-årige Kattua, der lever med sin mor og søster i landet Panem. Hun gør alt, hvad der står i hendes magt for at holde dem mætte. Hun jæger blandt andet med sin ven Gale i skoven, hvor folk egentlig ikke må være.

Der er tolv distrikter i landet, der hver især skaffer forskellige ting til den rige by, Capitol. Det distrikt Kattua og hendes familie lever i er Distrikt 12. Det fattigste distrikt. De skaffer kuld til Capitol.

Fordi distrikterne for mange år siden prøvede med et oprør, straffede de nådesløse magthavere folket med et såkaldt Dødsspil, der skulle være en lærestreg til folket. Dødsspillet går ud på, at der hvert år bliver valgt en dreng og en pige fra hvert distrikt, der skal deltage i Dødsspillet. I Dødsspillet findes ingen regler bortset fra én: Dræb eller bliv dræbt. For kun en slipper levende fra dette spil.

I nogle af distrikterne er det en ære at deltage, og børnene bliver trænet op til det fra gåben.

Men ingen i distrikt tolv ønsker at deltage. Og Kattua ønsker især ikke, at hendes elskede lillesøster bliver trukket. Så hun melder sig frivilligt som deltager.

Det bliver en kamp mellem liv og død, en kamp Kattua godt kender til hjemmefra. Men intet bliver som før.

Ekstremt spændende bog. Læs den. Læs den. Læs den. Jeg kunne ikke slippe den. Jeg måtte bare læse den, selvom jeg var på kanotur. Mens vi sejlede, pakkede jeg den nogle gange op fra min plastikpose for at læse i den, indtil nogle skældte mig ud. Jeg sad med den til klokken 3 og læste, læste, læste, selvom jeg skulle op om 5 timer. Jeg læste, læste, læste. Mens mine venner sad og hyggede sig ved lejerbålet, sad jeg og var asocial og så dum ud med store øjne og en pandelampe. Da den var slut, havde jeg den der tomme følelse man kun har når man har læst noget rigtig godt. Noget rigtig, rigtig godt. For jeg var tom, selvom bind to bare skulle købes efter kanoturen. Åh Gud, jeg skulle vente tre dage! Hvordan skal jeg klare mig?

Den var god, god, god. Spændende, rørende, skræmmende, rystende...

Jeg elskede den. Nu sidder jeg bare og tænker: Bare det var mig, der havde skrevet den. Gid det var mig! For den er ge-ni-al. Den er lige mig. Det er lige min genre. Science Fiction, spænding, kærlighed, kampe for livet.

Åh, jeg tør ikke læse den sidste, så er det slut med Kattua.

Jeg holder så meget af alle karaktererne i bogen. Gale, Peeta, Kattua.

Læs den! Please!

Men den er ikke for sarte mennesker. Være over tolv i hvert fald, for den er barsk. Det er bare en bog, ja, men den er altså mere end det! Forstå at den er fantastisk, fantastisk, fantastisk!

Andre bøger i serien: 

Bind 2 - Løbeild

Bind 3 - Oprør

Vinter

Jeg glæder mig faktisk lidt til at kulden træder ind. Det er så hyggeligt, når det bliver koldt, og man skal have store jakker på. Det er hyggeligt, at tænde stearinlys fordi solen går ned tidligt. Det er hyggeligt at lytte til melankolsk musik og gå i sweatere. Snakke om vejret, der kun står på kulde og måske endda sne. Det er fantastisk at trave gennem et knasende lag hvid sne iført nogle forrede støvler. Det er så godt, at man altid har en undskyldning for at blive inde og læse.
Selvom jeg elsker sommeren, er der ikke noget som vinterstemningen.
Men jeg frygter vinterdepressionen. Den må Det Elektriske Barometer og en bunke god musik vel klare.

En dejlig bytur

Det er lang tid siden nu. To uger, tror jeg. Det føles fjernt, det med at være lykkelig med en veninde. Det var en af de bedste byture i mit liv. Jeg havde det fedt, lo, smilede, drak smoothie, spiste shawarma. 

Og vi var til strøm. Vejret var fedt, og humøret var højt.

Tak, Nina, for en dejlig dag.

Savnet brænder i min krop.

Jeg savner ferien, selvom den lige er sluttet. Jeg savner at være sammen med folk jeg har noget til fælles med. Jeg savner folk der lytter interesseret til det man snakker om og forstår hvad det er jeg siger. Jeg savner at være sammen med dem jeg savner. Jeg savner de lange gange med de nøgne murstensvægge og de skarpe lys, der kastede skygger på det grå gulv. Jeg savner at åbne og låse døre hele tiden. Jeg savner at være op til klokken 3 om natten og falde halvt i søvn i en gymnastiksal med snak i baggrunden. Jeg savner at snakke om ting, der betyder noget for alle parter. Jeg savner at spise mad med forskellige mennesker hver dag og have det lige sjovt uanset, hvem det er. Jeg savner at skrive, skrive, skrive og bagefter få fortalt, hvad folk synes om det. Jeg savner at sove i en mærkelig sofaseng og gå ture til slikbutikker. Jeg savner at høre "Brown Eyes" i parken og kigge ned på nogle hvide svaner. Jeg savner at fjolle med folk og snakke, snakke, snakke, men stadig blive hørt. Jeg savner at skrive sære citater i notesbøger. Jeg savner at bande på bornholmsk og snakke på jysk. Jeg savner at glemme tid og sted, men bare grine. Jeg savner at glemme alle bekymringer. Jeg savner at drikke te og høre god musik på en andens iPod. 

Jeg savner at have overskud til at gøre alverdens ting. 

Springe af latter for eksempel.